Det er så yndigt at følges ad

Det er så yndigt at følges ad

for to, som gerne vil sammen være;

da er med glæden man dobbelt glad

og halvt om sorgen så tung at bære;

ja, det er gammen

at rejse sammen,

når fjederhammen

er kærlighed.

Det er så hyggeligt allensteds,

hvor små og store har ét i sinde,

og det, som drager det store læs,

i hjertekamret er inderst inde;

ja, det er gammen

at holde sammen,

når ja og amen

er hjertets sprog.

Det er så herligt at stole på,

vi har en Herre, som alting mægter,

han os ej glemmer, når vi er grå,

hans nåde rækker til tusind slægter;

ja, det er gammen,

at alle sammen

er ja og amen

Guds nådes ord.

Det er vemodigt at skilles ad,

for dem, som gerne vil sammen være,

men, Gud ske lov! i vor Herres stad

for evig samles de hjertenskære;

ja, det er gammen

at leve sammen,

hvor ja og amen

er kærlighed.

Hvert ægtepar, som med kærlighed

i Jesu navn holder bryllupsgilde,

skønt alt i verden går op og ned,

skal finde tidlig og finde silde:

Det er dog gammen

at sidde sammen,

hvor arneflammen

er kærlighed.

Forelskelsessang

Du kom med alt hvad der var dig

og sprængte hver en spærret vej

og hvilket forår blev det!

Det år, da alt blev stærkt og klart

og vildt og fyldt med tøbrudsfart

og alting råbte: lev det!

Jeg stormed’ ud og købte øl

ja, vintrens gamle, stive føl

fór ud på grønne enge

og du blev varm og lys og fuld

og håret var det pure guld

som solen – skjult for længe

Og blomster åbned’ sig og så

at nu blev himlen stor og blå

og stunden født til glæde.

Din næve var så varm og god

og du blev smuk og fuld af mod

så smuk, jeg måtte græde.

Vorherren selv bød ind til fest

og kyssed’ hver benovet gæst

i kærlighedens sale

med øjne, undrende og blå

vi bare så og så og så

og slugte livets tale:

At livet det er livet værd

på trods af tvivl og stor besvær

på trods af det, der smerter,

og kærligheder er og bli’r

Og hvad end hele verden si’r

Så har den vore hjerter!